Hvem er vi ?


Instruktører

Annette Nørmølle

Anette er fysioterapeut og underviser i reformer ved siden af sit arbejde i sin klinik, FysioVivo, i Kolding.

Gennem sit arbejde møder hun dagligt mennesker med smerteproblematikker, og hendes erfaring er, at især langvarige smerter ofte hænger sammen med manglende bevægelighed, manglende brug af kroppen eller en hverdag, hvor opmærksomheden primært er rettet mod hovedet frem for kroppen.

For Anette er reformertræning en unik mulighed for at genoprette forbindelsen mellem krop og sind. Træningen styrker ikke blot kroppen, men øger også bevægelighed, udholdenhed og kropsbevidsthed.

Hun ser reformeren som et redskab til at skabe større nærvær i kroppen og en bedre forståelse af dens signaler. På Anettes hold bliver du mødt med faglighed, nærvær og individuel vejledning.

Hun guider dig trygt gennem øvelserne og tilpasser dem efter dine behov. Har du smerter eller oplever ubehag undervejs, hjælper hun dig med at finde de løsninger, der passer bedst til din krop, så du kan føle dig tryg og få mest muligt ud af træningen.


Katja Larsen

Katja Larsen har været instruktør i Prana Studio siden Reformerne flyttede ind.

Hendes timer bærer præg af rytme, smidighed og styrke i kroppen, fokus på kropsholdning og masser af energi.

For Katja var mødet med reformeren “kærlighed ved første blik”. Og man er ikke i tvivl om, når man er på Katjas hold, at der er kærlighed og varme i luften.

Hun har selv via reformeren trænet sin krop og sit sind stærkt igen, efter en ulykke. Derfor ved hun med rette, at reformeren kan noget helt unikt for både krop og sjæl.

Katjas skønne udstråling skinner igennem og du går altid fra hendes timer med et smil på læberne.


Maria Worm

Jeg hedder Maria og jeg elsker at undervise jer i alle måder på Reformeren.

Jeg har altid været bidt af sport og bevægelse. Min karriere startede på et gymnastikgulv, hvor jeg som ung lagde al min energi og derfor blev jeg uddannet instruktør i en tidlig alder.

Mit yoga eventyr startede, da jeg i en 4 års periode boede i Shanghai, og det har varet ved siden. Det er nok ikke noget, der nogensinde bliver anderledes.

Yogaen giver frihed i kroppen, velvære, styrke og udfordringer, både fysisk og mentalt.

I 2018, da jeg vendte retur til Danmark, åbnede jeg Prana Studio, hvor jeg i dag både har yoga og reformer pilates hold.

Studiet er mit frirum. Både mit, de skønne instruktøreres og kundernes.

Udover studiet har jeg en 3 årig Akupunktør uddannelse. En fascinerende verden, hvilket gør at jeg altid har den Kinesiske medicin i baghovedet, også når jeg underviser.

Jeg håber du vil gå fra mine timer med en følelse af lethed, mildhed og en fri bevægelighed.


Signe Iden

Signe er uddannet yin yogalærer og underviser med stor respekt for kroppens tempo og behov for ro. Hendes vej ind i yin yoga begyndte midt i uddannelsen, hvor hun fik mulighed for at undervise øvehold og dermed omsætte teori til praksis i et trygt og uformelt rum.

I Signes undervisning er der plads til at være præcis som man er. Hun skaber et roligt og støttende rum, hvor både nye og erfarne deltagere kan fordybe sig i yin yogaens stille og nærværende praksis. Her bliver der arbejdet med længerevarende stræk, bindevævet, åndedrættet og ikke mindst med at skabe balance og ro i både krop og sind.

Yin yoga hos Signe handler ikke om at præstere, men om at lytte indad og give kroppen tid og plads. Med små hold og nærværende guidning støtter hun deltagerne i at finde tryghed i stillingerne og i pauserne imellem dem.

Alle er velkomne – uanset om yin yoga er helt nyt, eller allerede en velkendt praksis.


Maya Fernandez Madsen

Maya har trænet Pilates – både på måtte og reformer – siden hun var 22 år.

Yoga prøvede hun også et par gange, men det var ikke kærlighed ved første blik. De lange, passive stræk gav hende ondt i leddene, og hun havde svært ved at forstå, hvorfor så mange var begejstrede for yoga. Nysgerrigheden tog dog over. Som hun selv siger, var det lidt ligesom med kaffe – når så mange elsker det, måtte der være noget, hun endnu ikke havde opdaget.

For et par år siden deltog hun i en yogatime sammen med sin søster, som er glad for yoga. Denne gang var undervisningen bygget op omkring aktive stillinger, og oplevelsen var en helt anden. Maya gik derfra med en følelse af både fysisk styrke, lethed og mental ro, og det blev starten på hendes egen yogarejse.

Ønsket om at forstå yogaens mange facetter førte hende videre til en yogalæreruddannelse. I dag underviser hun med fokus på, at yoga både skal føles godt i kroppen og skabe nærvær i sindet.

Mayas undervisning er inspireret af både Vinyasa og Hatha Yoga. Du kan forvente en aktiv praksis med et naturligt flow mellem stillingerne, hvor åndedrættet er den røde tråd gennem hele timen. Der er plads til fordybelse, styrke og bevægelse – og hendes mål er, at du går fra timen med mere energi, ro og en stærkere kontakt til din krop.



Vibeke Ask

Vibeke brænder for at formidle alt det, yoga kan.

Hendes største passion er at skabe rammerne for, at krop, sind og sjæl kan forbindes, så den enkelte får mulighed for at finde ro, balance og nærvær.

Hun har dyrket yoga i mere end 20 år, og yoga har været et vigtigt redskab i hendes eget liv. For Vibeke er yoga en vej til større ro, overskud og balance, og hun føler en stor ydmyghed over at kunne give den oplevelse videre til sine elever.

Vibeke underviser blandt andet i Yin Yoga, Kundaliniyoga, Naad Yoga (lyd og gong) samt yoga med fokus på traumer.

På hendes hold møder du det bedste fra de forskellige yogaretninger, da hun sammensætter sin undervisning med afsæt i både erfaring, faglighed og intuition.

Når Prana Studio afholder Lyd & Gong-workshops, er det også Vibeke, der guider deltagerne. Her er fokus på at lade lyd og vibrationer skabe en dyb fysisk og mental afspænding. Mange oplever denne form for restitution som noget helt særligt – en mulighed for at slippe spændinger og finde en dyb indre ro.

For Vibeke er den vigtigste opgave som yogalærer at skabe et trygt rum, hvor eleverne kan slippe tankerne, lande i kroppen og være til stede i nuet. Nogle timer er præget af stilhed, andre af mere guidning – altid med udgangspunkt i deltagernes behov og den energi, der er til stede i rummet. Hun lader sin intuition være en naturlig del af undervisningen og lægger stor vægt på at guide eleverne til at mærke efter, lytte til kroppen og skabe en dybere forbindelse til sig selv.

Det er netop i den kontakt, hun mener, at yogaens største styrke findes.


Lone Møller Oxlund

Lone er reformerinstruktør hos Prana og har altid haft sport og bevægelse som en naturlig del af sit liv.

Hun prøvede reformertræning første gang i 2017 og blev hurtigt begejstret for træningsformen – især kombinationen af styrke, kontrol, bevægelighed og kropsbevidsthed.

For Lone er reformeren en fantastisk måde at udfordre og styrke hele kroppen på, samtidig med at træningen kan være både skånsom og tilpasses den enkelte.

I 2026 tog Lone sin reformerinstruktøruddannelse, og på hendes hold mærker man tydeligt hendes glæde ved bevægelse og træning.

Lone lægger vægt på god teknik, nærvær og en træning, hvor der er plads til både udfordring og glæde.

Hun guider dig trygt gennem timen og håber, at du går derfra med følelsen af en stærkere krop, god energi – og lyst til at komme igen.


Helene Olsen

Helene underviser i både yoga og pilates, og du kan møde hende på holdplanen flere gange om ugen.

Hun er uddannet Hatha-yogalærer fra 2016 og har fra 2023–2025 videreuddannet sig inden for klassisk Pilates. Uddannelsen omfatter både matwork og de klassiske apparater, som Joseph Pilates oprindeligt udviklede – herunder reformeren.

I Helenes undervisning er der fokus på hele kroppen. Styrke, smidighed, balance og vejrtrækning går hånd i hånd, og timerne byder på en god balance mellem genkendelige øvelser og små udfordringer, der skaber variation, udvikling og glæde ved bevægelse.

Helene forelskede sig i Pilates allerede ved sin første time hos Maria i Prana Studio. Begejstringen blev så stor, at hun valgte at uddanne sig som pilatesinstruktør for at kunne dele den samme træningsglæde med andre.

Hun ser Pilates som en træningsform, der passer til alle kroppe – uanset alder, erfaring eller fysisk form. Det samme gælder yoga, som møder dig præcis dér, hvor du er.

Hun underviser primært i klassisk Pilates, hvor hele kroppen bliver arbejdet igennem. På hendes hold er der plads til at slippe hverdagens tanker og være fuldt til stede – enten på reformeren eller på måtten.

Gennem koncentration, nærvær og fokus på den enkelte øvelse skabes et frirum, hvor kroppen får lov til at arbejde, og sindet får en pause. For Helene handler yoga og pilates ikke om at blive perfekt eller præstere. Træningsformerne er et redskab til at opnå det, der betyder mest for den enkelte.

For hende er målet sundhed, trivsel, kropsbevidsthed og en større accept af den krop, vi har.


Zascha Watz


Vikarer:

Lone Møller Oxlund, Vibeke Ask,